News

Lad dine feriepenge vokse sammen med din pensionsopsparing

Published

Read time

Du kan opnå økonomiske fordele ved at sætte dine feriepenge ind på din pensionsopsparing i stedet for at få dem udbetalt. Pensionsrådgiver i NORTH Pensionsagentur, Kristoffer Hansen, forklarer dig her hvordan.

Har du været inde og bestille dine tre ugers indefrosne feriepenge? Eller måske du endnu ikke helt har besluttet dig for, om pengene skal trækkes ud til forbrug, sættes ind på en opsparingskonto eller have lov til at blive stående, hvor de står? Det er nemlig helt op til den enkelte, om pengene overhovedet skal udbetales nu eller ej, og går du ikke aktivt ind, og beder om dem inden d. 1. december i år, så bliver de blot automatisk udbetalt, når du når folkepensionsalderen.

Opnå gode afkast

Har du endnu ikke besluttet dig for, hvad der skal ske med dine feriepenge, kan du med fordel vælge at indbetale dem på din pensionsordning.

Pensionsrådgiver i NORTH Pensionsagentur, Kristoffer Hansen, forklarer:

Mange danskere overvejer at sætte sine feriepenge ind på en opsparingskonto, men det kan faktisk give rigtig god mening at sætte dem ind på sin pensionsordning i stedet. Sætter du dine penge ind på en opsparing i banken vil du formentligt få en nul-rente – eller endnu værre en minusrente. På din pensionsopsparing bliver pengene derimod forrentet ligesom resten af pensionen, hvor du de sidste mange år har oplevet at få positive afkast. Helt simpelt betyder det flere penge til dig i sidste ende.

En anden fordel ved at indskyde pengene på pensionsopsparingen skal findes i beskatningen. Afkastet vil nemlig blive beskattet med den yderst attraktive pensionsskat på blot 15,3%, hvorimod du vil kunne opleve at skulle betale op til 42% i banken, alt efter hvordan pengene forvaltes. Ligger du i øvrigt i et lønniveau, der bevirker, at du skal betale topskat, vil du ligeledes opnå en skattemæssig fordel ved at indbetale til pensionen i stedet for at trække pengene ud.

Mange danskere vil i øvrigt, ved at indskyde feriepengene på pensionsordningen, kunne gøre brug af et ekstra pensionsfradrag, som kan give et yderligere skattefradrag på op til 22.400 kr. alt efter hvad der indbetales til pensionen, og hvor den enkelte er i livet. Hvis du i dag har valgt at ligge i en investeringsprofil med mellem risiko på din pensionsopsparing, kan du forvente, at dine feriepenge vil vokse med 75%. Det svarer til, at et feriepengebeløb på 20.000 kr. før skat i en periode på 20 år bliver til 35.000 kr.